| |
Ærøskøbing ligger godt beskyttet mod Østersøen på nordsiden af Ærø. Man mener, at der har ligget en landsby på stedet før selve byen blev grundlagt. Flere ting taler for at Ærøskøbing er grundlagt af Markgreverne af Brandenburg i 1200-tallet. Placeringen har været velvalgt, da byen ligger centralt på øen og ved relativt dybt vand, hvilket muliggør en havn.
Ærøskøbing har lige præcis sådan et regelret gadeforløb, der løber nord-syd og øst-vest. Fordelen ved den øst-vestlige retning er, at husene dækker hinanden for den herskende vestenvind. Der har været rift om husene på nordsiden, fordi husene her havde solsiden.
Gaderne blev brolagt i 1702.
Nogenlunde midt i Ærøskøbing ligger byens torv, der har haft rådhus og latinskole. Fra torvet har man gennem en gyde kunnet komme ind til kirkegården og kirken.
Byens gamle skole kaldet ”Visdommens kilde” lå i sin tid mellem torvet og kirkegården.
Den nuværende kirke fra 1756-58 er byens tredje kirke.
I den østlige ende af Søndergade, der hvor Nørregade og Søndergade støder sammen findes Gåsetorvet, hvor man tidligere har holdt fjerkræs-og fiskemarked.
Byrum
Det er værd at studere de byrum, som der findes i Ærøskøbing. Selvom husene ofte kun har en stueetage, så oplever man at være i et byrum. Disse byrum har udviklet sig mere eller mindre tilfældig, men i dag er de med til at gøre Ærøskøbing til noget specielt.
Huse
I Ærøskøbing er husene meget forskellige. Der er virkelig tale om et sted, hvor alle bor i hver deres unikke bolig. Denne forskelligartethed skyldes, at byplanen er meget gammel, og husene er fra forskellige perioder. Det er ikke sådan, at alle huse i samme kvarter er bygget på samme tid. Mange af husene har oprindeligt været skipperboliger.
Ærøskøbing er berømt for sine mange fine hoveddøre i historiske stilarter. Byens vinduer er dog også værd at nævne for ingen andre steder i Danmark, har jeg set en så konsekvent brug af gamle vinduestyper med sprosser.
Byerne har været stærkt præget af livet på havet og af de relativt høje tab af menneskeliv, der kunne finde sted, når skibene gik ned. Det er beskrevet i Carsten Jensens, ”Vi, de druknede.” |
|
